Den tidligere danske landsholdsanfører og nuværende AGF-spiller Martin Jørgensen har valgt at indstille sin karriere.

39-åriger Martin Jørgensen lægger fodboldstøvlerne på hylden, når hans kontrakt med AGF udløber ved årsskiftet. Det meddeler AGF på klubbens hjemmeside.

- Det er en beslutning, der har været svær og lang tid undervejs, og den er også blevet ændret et par gange. Jeg synes stadig, at det er sjovt at spille fodbold, men jeg kan også godt mærke på min krop, at det er ved at være for hårdt, og når glæden overmatches af træthed og ømhed, så er tiden inde til at sige stop, udtaler Martin Jørgensen til agf.dk.

Martin Jørgensen, der står noteret for 102 landskampe og 12 scoringer, har været vidt omkring i sin karriere. Han fik sit gennembrud i AGF, inden han rejste til Italien som 22-årig. Her spillede han for henholdsvis Udinese og Fiorentina, inden han igen vendte hjem til AGF i 2010.

Martin Jørgensen vil især blive husket for sit gode overblik, der resulterede i mange målgivende afleveringer. Desuden vil hans første landskampsmål stå klart i erindringen hos mange. Det faldt efter mindre end to minutter i VM-kvartfinalen mod Brasilien i 1998.

- Jeg har opnået det, jeg drømte om, da jeg var syv år og løb rundt og spillede fodbold i Ryomgård. Jeg har været så heldig og privilegeret at spille på allerhøjeste niveau sammen med og mod mange dygtige fodboldspillere. Jeg har haft flere dygtige trænere end dårlige, og jeg har befundet mig rigtig godt i de klubber, jeg har repræsenteret. Jeg er stolt over, at jeg har fået mulighed for at spille over 100 landskampe, og at jeg er den dansker, der har spillet flest kampe i Serie A, siger Martin Jørgensen.