KØB PLUS!

Marchisio: FCN fortjener at spille CL

Den italienske landsholdsspiller roser FC Nordsjælland på trods af gårsdagens lektion i Torino

FC Nordsjælland fik ikke et ben til jorden i gårsdagens Champions League-opgør mod et revanchetørstigt Juventus-mandskab. 4-0 blev slutresultatet i en kamp, hvor klasseforskellen på de to hold blev udstillet, men alligevel havde kampens første målscorer Claudio Marchisio pæne ord tilovers for de danske mestre.

- Mit mål var vigtigt, men det var vores andet også. Det var vigtigt at dræbe kampen hurtigt, for selvom de (FC Nordsjælland, red.) tabte til Shakhtar og Chelsea, så er det et hold, der har skabt problemer for alle deres modstandere i gruppen, og som fortjener at spille i Champions League. De spiller en god gang fodbold, og derfor var vi nødt til at gå målrettet efter at score hurtigt, siger Juventus-spilleren til UEFA.com.

Med sejren er Juventus for alvor med i kampen om videre avancement, men på grund af de to tabte point i Parken er Den Gamle Dame stadig placeret på tredjepladsen i gruppen.  

- Det er ærgerligt, at vi tabte to point mod dem for to uger siden, for ellers havde vi været nummer et i gruppen nu. Men vi har stadig mulighed for at kvalificere os, og vi må fokusere på den næste kamp mod Chelsea nu. Det bliver en ny finale for os, for ligesom i aften var vi blevet elimineret med et uafgjort resultat, så vi er nødt til at forberede os på to finaler mod Chelsea og Shakhtar, siger Claudio Marchisio. 

Med Chelseas sejr over Shakhtar Donetsk ligger de to mandskaber lige med syv point, mens Juventus er lige i hælene med seks point. Værre ser det ud for Nordsjælland, der med et enkelt point i de første fire kampe ikke har meget mere end æren at spille for i de to sidste kampe mod Chelsea og Shakhtar Donetsk.

tipsbladet.dk

Læs også: