Den store spanske sportsavis fremlægger i dagens avis en sms fra en insiderkilde i Real Madrid som bevis på oprørshistorien

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Spaniens mest læste avis Marca er gået i frontalangreb på Real Madrid. Under overskriften 'Marca lyver ikke' 'bringer avisen fredag på forsiden brudstykker fra en sms-udveksling, som de hævder, er fra en insiderkilde i Real Madrids omklædningsrum.

Billedet af sms-delen har Marca været tvunget til at offentliggøre efter en dramatisk torsdag, hvor Real Madrids præsident Florentino Peréz helt utraditionelt valgte at dementere en Marca-historie på et hasteindkaldt pressemøde.

Historien, som blev bragt i torsdagens udgave, handlede om et ultimatum fra klubbens to anførere Iker Casillas og Sergio Ramos. De havde ifølge Marca på et møde i ugens løb krævet José Mourinhos afgang til sommer, eller at de og en del andre i truppen ellers ville sælges.

Den historie afviste Peréz som det pure løgn. Men Marca tror altså så meget på deres i øvrigt normalt troværdige kilder, at de er villige til at fremlægge beviser, hvis Real Madrid vil sagsøge dem for injurier.

I sms'en som bringes på forsiden står der blandt andet med navne slettet af Marca-redaktionen.

- Det er ikke kun xxxx, skal jeg sige dig. Der er mange flere.

Her hentydes der til, at det ikke kun er en enkelt unavngiven spiller, som vil bede om en transfer, men mange flere i truppen.

- Der blev talt om alt. xxxx, omklædningsrummet, træneren, bonus og lidt af hvert

Her hentydes der til, at der ikke kun, som Real Madrid-præsidenten udlagde det, blev talt om bonusordninger med anføreren og vice-anføreren ved middagen, der kun havde deltagelse af fire personer.

Marca har flere gange tidligere haft store afsløringer om skænderier i omklædningsrummet og andre sager baseret på kilder helt inde i truppen. Så noget tyder på, at det ikke er taget helt ud af den blå luft.

Baseret på kommentarfeltet mener læsere af Marca i høj grad , at der er tale om, at Iker Casillas er en "rotte", som har sladret om detaljerne på mødet. I går afviste både Casillas og Sergio Ramos i en pressemeddelelse, at de havde stillet præsidenten et ultimatum.