Pavens yndlingsklub gjorde Boca Juniors til mestre inden søndagens sidste spillerunde i Argentina.

Buenos Aires. En kæmpe fest domineret af farverne gul og blå brød søndag ud i arbejder- og havnekvarteret La Boca i Buenos Aires. Det skete, efter at den lokale storklub, Boca Juniors, havde sikret sig sit 32. argentinske mesterskab i fodbold.

Diego Maradonas forhenværende klub vandt i sidste spillerunde 2-1 mod Unión Santa Fé.

Gennem samtlige 90 minutter sang de omkring 55.000 tilskuere "Boca campeón" (Boca er mestre, red.) på hjemmebanen, der kærligt omtales som La Bombonera (chokoladeæsken, red.). Navnet kommer af en usædvanlig udformning med tre stejle og en enkelt "flad" tilskuertribune omkring banen.

En regn af konfetti væltede samtidig ned over spillerne, som allerede inden sæsonens afsluttende kamp havde titlen i hus, fordi Banfield, den eneste udfordrer, forinden havde tabt til San Lorenzo.

San Lorenzo er for øvrigt den argentinskfødte pave Frans' favoritklub.

Det store mål for Boca Juniors er nu igen at kunne sætte sig igennem i internationale turneringer.

Ikke siden 2007 har klubben vundet Copa Libertadores, der er den sydamerikanske pendant til den europæiske Champions League.

Med søndagens titel haler Boca Juniors ind på ærkerivalen fra Buenos Aires, River Plate, der med 36 mesterskaber er den mest vindende klub i Argentina.

/ritzau/dpa