Den argentinske fodboldlegende Diego Maradona er langt fra tilfreds med sin tidligere svigersøn, Manchester City-stjernen Sergio Agüero, som han nu langer voldsomt ud efter.

Angriberen er i øjeblikket separeret fra Maradonas datter, Giannina. Fire års ægteskab og en søn blev det til, før Giannina flyttede tilbage til Madrid med sønnen Benjamin tidligere på året. Agüero er nu langt fra populær hos Maradona, som ikke mener, at angriberen behandler sin Giannina ordentligt.

- Han er et skvat, jeg ikke engang vil nævne navnet på, siger Maradona til en argentinsk radio og understreger, hvor tæt barnebarnet er ham nær.

- Jeg snakkede med Benjamin på Skype for to dage siden, og han sagde: 'Morfar hvis jeg ikke ser dig så tillykke med fødselsdagen. Det fik mig til at græde.'

Maradona nøjes ikke med offentlig opbakning til datteren. Han vil også være ved sin datters side, når hun og manden næste gang skal mødes hos advokaterne. Skilsmissesagen kan ende i retten.

- Jeg vil være ved min datters side, når hun skal til møde hos sin advokat igen. Vi må se om, vi kan snakke. Næste gang vil jeg være der for at se, om han (Agüero) siger noget, slår Maradona slår fast.

Legenden, der onsdag havde fødselsdag, er i Dubai. Her er han i 'sportslig eksil', som han selv formulerer det. Han fortæller radioen, at han er glad, men at savnet til børnene fylder meget.

- I øjeblikket savner jeg mine døtre, men du kan ikke få alt her i livet, siger han.