Tevez valgte at rede trådene ud med Mancini efter råd fra Maradona.

Onsdag aften var starten på et nyt kapitel i Carlos Tevez-sagaen. Den argentinske profil blev efter et halvt år i kulden sendt på banen i slutningen af kampen mod Chelsea, hvor han med en fantastisk assist til Samir Nasris sejrsmål fik spillet sig direkte tilbage i hjertet hos de fleste City-fans.

Tevez har ellers ikke været en populær mand i Manchester, efter han i september nægtede at varme op for at blive indskiftet, da City mødte Bayern München i Champions League. Han blev specielt upopulær hos manager Roberto Mancini, der udtalte, at Tevez var en færdig man på holdet.

Af den årsag havde mange forventet, at den stærke eks-kaptajn ville finde sig en ny klub i løbet af vinterens transfervindue, hvor flere europæiske storklubber da også var ude efter ham, heriblandt AC Milan. Overraskende valgte Mancini dog at beholde Tevez i sin stald, hvor han måske nu kan komme til at spille en vigtig rolle i kapløbet om det engelske mesterskab - skønt Tevez på dette tidspunkt slet ikke befandt sig i Manchester, men var "flygtet" til argentina, da han følte sig dårligt behandlet.

Under sit argentinske eksil talte Tevez meget med Diego Maradona - samtaler, som sidstnævnte tilskriver stor indflydelse på at Tevez' beslutning om at vende tilbage til City.

- Jeg fortalte Tevez for tre måneder siden, at han var nødt til at snakke med Mancini hurtigst muligt. Jeg sagde dette, fordi han tabte penge - men også fordi han behøvede at spille fodbold igen. Jeg sagde til Tevez, at 'du må tage tilbage nu', sagde Maradona ifølge The Sun.

Carlos Tevez har været gode venner med Diego Maradona, siden sidstnævnte var argentinsk landstræner.