Denne udgave af Mandagstræner er med fokus på danmarkshistoriens hidtil mest omfattende sag om matchfixing.

Berlingske har afsløret, at Københavns Politi har sigtet seks mænd, hvoraf fire er fodboldspillere, for at have manipuleret to 1.- divisionskampe med fodboldklubben Hvidovre IF i 2010. De har angiveligt sat penge på opgørene og tjent omkring 900.000 kroner. Én spiller har tilstået.

Samtidig har en filippinsk organisation ifølge politiet spillet to-tre millioner kroner hos asiatiske spiludbydere på en af de fiksede kampe – efter at have været i kontakt med en af danskerne. Det kan ske, fordi der på det danske marked opererer agenter, der skaber kontakt mellem spillerne og de asiatiske spillesyndikater.