Manchester Citys manager, Roberto Mancini, var utilfreds med både Mario Balotelli og Carlos Tévez efter nederlaget på 2-3 til Manchester United.

Manchester City tabte 2-3 til Manchester United, som dermed fik slået et hul på seks point i kampen om det engelske mesterskab. Efter kampen var Manchester Citys manager, Roberto Mancini, rasende.

Han havde overraskende valgt at starte med Mario Balotelli, men den italienske bad-boy udfyldte ikke just opgaven til et 12-tal.

- Mario gjorde ikke det, vi havde forventet af ham i dag. Han er ung, og han er talentfuld, og jeg holder meget af ham, men han skal vise sit talent på banen, sagde Roberto Mancini efter kampen til Manchester Citys hjemmeside.

- Jeg havde valgt at starte med ham, fordi jeg mente, at han kunne give [Manchester] United problemer. Men han skal ikke rende rundt og spilde sit store talent, sagde de forsvarende mestres italienske manager.



Roberto Mancini var også utilfreds med, at argentineren Carlos Tévez forlod muren ved Robin van Persies sejrsmål.

- Jeg ville have fire mand i muren, men jeg kunne ikke råbe spillerne op. Nu havde vi i stedet for to-og-en-halv mand i den mur, sagde Mancini.

Den 'halve mand' var formentlig Samir Nasri, som vendte siden til, da Robin van Persie skød på mål, hvorved franskmanden ramte bolden med sit ene ben, så den ændrede retning med det resultat, at City-målmand Joe Hart var prisgivet.