Benficas målmand, Mile Svilar, fik en debut i Champions League, han nok aldrig vil glemme.

Portugiserne havde besøg af Manchester United, og midtvejs i anden halvleg tog englændernes Marcus Rashford et frispak i udeholdets venstre side. Han sendte bolden ind i feltet, hvor Mile Svilar ville gribe bolden. Det gjorde han også, men han fejlbedømte både fart og retning med det resultat, at han bar bolden ind i sit eget mål.

Mile Svilar er bare 18 år, og han var selv knust over sin fejl, der blev fatal, fordi Manchester United vandt kampen 1-0 på dette absurde mål med det resultat, at Benfica stadigvæk står på nul point, mens Manchester United har ni point på puljens førsteplads.

Efter kampen var Mile Svilar stadigvæk ked af det, og han fik trøst af sin belgiske landsmand, Manchester United-angriberen Romelu Lukaku.

Der var også trøstende ordt at hente hos Manchester Uniteds Nemnaja Matic.

»Vores manager (Jose Mourinho, red.) havde sagt til os, at vi skulle forsøge os med indlæg, fordi deres målmand er meget ung og spiller sin første Champions League-kamp,« sagde den serbiske midtbanespiller ifølge BBC.

»Jeg kan ikke lade være med at have lidt ondt af ham. Men det her er fodbold, og jeg ved, at han er en stor målmand, og jeg ønsker ham alt godt i fremtiden,« sagde Nemanja Matic.

José Mourinho bekræftede, at holdet havde talt om at forsøge sig med indlæg mod den unge målmand.

»Vi havde lidt af en strategi - specielt ved dødboldsituationer - hvor vi ville prøve at gøre målmanden usikker. Vi satte nogle spillere omkring ham, så han ville få sværere ved at komme ud af sit mål. Målet, vi scorede, var dog lidt uheldigt for ham,« sagde Manchester Uniteds portugisiske manager.