Henrikh Mkhitaryan scorede et vigtigt udebanemål, da Manchester United spillede 1-1 ude mod FC Rostov.

Manchester United står med gode muligheder for at gå videre til kvartfinalerne i Europa League.

Den engelske fodboldklub spillede torsdag aften 1-1 ude mod FC Rostov i den første kamp i ottendedelsfinalerne.

Manchester United kom foran cirka ti minutter før pausen efter en rigtig god detalje af Zlatan Ibrahimovic.

Marouane Fellaini spillede bolden frem til svenskeren, som efter et hurtigt træk og en lige så hurtig aflevering spillede bolden ind mod mål.

Her stod Henrikh Mkhitaryan klar, og han bragte gæsterne foran 1-0.

Føringen holdt frem til otte minutter inde i anden halvleg.

Så sendte russernes Timofei Kalachev en flot aflevering frem til Aleksandr Bukharov, der lige så flot tæmmede bolden og helflugtede den forbi United-målmand Sergio Romero til 1-1.

Der blev ikke scoret yderligere i kampen.

Returkampen i Manchester bliver spillet torsdag 16. marts.

Se Zlatans assist i videoen over artiklen.

/ritzau/