Aston Villa fik mandag aften 1-1 mod Southampton hjemme på Villa Park, og danske Jores Okore gjorde comeback efter 14 måneders fravær fra startopstillingen i en kamp, der samtidig markerede Birmingham-klubbens 140 års jubilæum. Efterfølgende var manager Paul Lambert meget begejstret for sin danske midterforsvarers indsats.

- Jores Okore har ikke spillet i 14 måneder. Han var enestående, sagde Lambert, der også roste Okores makker Ciaran Clark for at hjælpe og dirigere danskeren.

Og der er udsigt til flere kampe i startopstillingen for den danske landsholdsforsvarer. Den skadede midterforsvarstrio bestående af Ron Vlaar, Philippe Senderos og Nathan Baker vender nemlig ikke tilbage lige med det første, fastslog Lambert til Aston Villas officielle hjemmeside.

- Ingen kommer tilbage. Ron og Philippe er ude de næste par uger, og Nathan kommer til at være væk endnu længere.

Selvom Lambert var godt tilfreds med forsvaret ærgrede han sig over, at Villa ikke havde formået at snuppe sejren. Han havde gerne set, at 1-0 føringen var blevet udvidet, da Andi Weimann havde muligheden.

- Vi burde være kommet foran 2-0. Andi burde have scoret. Vi havde en god aktion, Gabby (Agbonlahor, red.) lagde bolden tilbage, og Andi skød bolden over. Hvis den var gået ind, så havde vi vundet kampen.