Malmö FFs Tobias Sana risikerer at skulle i retten efter at have kastet et hjørneflag ud mod publikum. Det skete efter, at den tidligere IFK Göteborg-spiller var blevet ramt af et kanonslag i udekampen mod netop IFK Göteborg.

Politiet i Göteborg siger til svenske Aftonbladet, at de ikke selv har modtaget anmeldelse for Tobias Sanas spydkast, men at ordensmagten muligvis selv tager sagen op.

»Det kan vi gøre, og det overvejer vi. Der er jo ingen tvivl om, at vi havde taget sagen op, hvis der var nogen, der havde kastet hjørneflaget den anden vej. Men her er der jo tale om en spiller, der blev provokeret, og vi skal tale med arrangørerne, førend vi foretager os noget,« siger politimester Erik Nord til Aftonbladet.

Ifølge en anden svensk avis, Expressen, blev en 25-årig mand ramt af hjørneflaget.

Tobias Sana blev ramt af kanonslaget, mens han løb ved sidelinjen og varmede op, Han er selv meget ked af, at han reagerede, som han gjorde.

»Nu hvor jeg er kommet over chokket, må jeg indrømme, at det er det dummeste, jeg nogensinde har gjort,« siger Tobias Sana.

Men hovedfokus i Sverige er kanonslaget mod spilleren - også i IFK Göteborg, som tager stor afstand fra episoden.

»Jeg har aldrig været så chokeret og vred før. Jeg har spillet i IFK Göteborg, og det er helt i orden, at der er nogle, der buh'er og prøver at hyle mig ud af den. Men det går over grænsen, når nogen forsøger at skade mig fysisk,« siger Tobias Sana.

Spillere, trænere og officials forlod banen efter episoden, som fandt sted 13 minutter før tid, og kampen blev ikke genoptaget. Stillingen var 0-0, da kampen blev afbrudt.

Der var fem danskere involveret i kampen. Det var Anders Christiansen og træner Allan Kuhn for Malmö FF samt Mads Albæk, Jakob Ankersen og Søren Rieks for hjemmeholdet. Sidstnævnte var dog blevet skiftet ud, da dommeren valgte at afbrude kampen.

Det svenske fodboldforbund har endnu ikke taget stilling til, hvad der skal ske med kampen og holdene, men der venter utvivlsomt IFK Göteborg en form for straf.

Bestyrelsesformand Frank Andersson håber, at forbundet straffer klubben hårdt, fordi det også vil gå ud over voldsmændene.

»Men ærligt talt er forbundets reaktion ikke det, der lige nu ligger mig mest på sinde,« siger han ifølge avisen Dagens Nyheter.