Ovenpå det samlede nederlag den svenskerne og den missede EM-kvalifikation trak Morten Olsen sig som landsholdstræner. Det har sat en rygtestorm i gang med spekulationer om, hvem den nye træner bliver. Et af de mere vedholdende rygter er den norske Malmø-træner Åge Hareide, men klubbens anfører, Markus Rosenberg,  er sikker på, at nordmanden fortsat er i klubben i morgen.

Selvom flere danske medier mener at vide, at Åge Hareide vil overtage styringen af det danske landshold, skal man ikke føle sig alt for sikker. I hvert fald ikke, hvis man skal tro anføreren i Malmö FF.

»Hverdagens arbejde går videre. det påvirker ingenting. Der går rygter hele året om både spillere og trænere. Især når det går godt, men han er vores træner nu. Han var her i går, og han er her i morgen,« siger Markus Rosenberg til Sydsvenskan.

Når det er sagt, vil det dog ikke overraske Rosenberg, hvis Hareide overvejer jobbet som dansk landstræner.

»Jo ældre man bliver, desto nærmere kommer man et job som landstræner. Mens man er ung, vil man gerne arbejde med spillerne til daglig.«

Anføreren lægger da heller ikke skjul på, at det ville være et tab for klubben, hvis den norske træner skulle drage mod Danmark for at fortsætte sin trænerkarriere der.

»Det ville selvfølgelig være trist. Vi har haft to fantastiske år med Åge. Han er god til alt. Det er klart, at han udmærker sig med sin erfarenhed og de taktiske træk, han har taget - frem for alt i de vigtige playoff-kampe i Champions League,« siger anføreren.

Markus Rosenberg var også på stadion tirsdag aften, hvor Sverige slukkede det sidste EM-håb for Danmark. Han peger på én væsentlig forskel på holdene, som end ikke en ny landstræner vil kunne ændre på.

»Taktisk gjorde Sverige det godt - og så har vi jo Zlatan.«