Nicolai Stokholm har meldt afbud til ligalandsholdet. Han erstattes af Mads Albæk, der følte sig overset i første omgang.

Mads Albæk og FC Midtjylland var tydeligt forundrede, da Morten Olsen ikke fandt plads til ham på sit ligalandshold, der rejser til Arizona på tirsdag. 

Nu er Albæk så blevet efterudtaget, idet Nicolai Stokholm har meldt afbud på grund af en lyskeskade.

Dermed vender Albæk tilbage til det ligalandshold, han også var med på i 2012, hvor han fik spilletid i alle Danmarks tre kampe ved Kings Cup i Thailand.

Turen til USA er en kombineret liga- og U/21-landsholdstur. Ligalandsholdet møder Canada og Mexico, mens U/21-landsholdet skulle have mødt El Salvadors U/20-landshold. Den kamp er imidlertid blevet aflyst, og DBU leder derfor efter en anden modstander.

Om det lykkes er ikke afgørende for U/21-spillernes deltagelse på turen. Den bliver under alle omstændigheder afviklet som planlagt.

Tipsbladet.dk