Gilberto Macena vil tilbage og spille i Superligaen i løbet af nogle år. Men først venter et kinesisk eventyr på den målfarlige brasilianer.

Onsdag eftermiddag vinkede Superligaens topscorer, Gilberto Macena, farvel til Danmark. Den glade brasilianske angriber indleder nu et nyt eventyr i den kinesiske liga, hvor han de kommende tre år skal optræde for den tidligere mesterklub Shandong Luneng Taishan FC.

Efter nogle dage med pakning og praktiske gøremål tog Macena flyet fra Billund Lufthavn til Amsterdam onsdag. Her mødtes han med trænerstaben i Shandong Luneng med hvem han senere på dagen fløj til Kinas hovedstad, Beijing. I dag - torsdag - og ti dage frem, venter en træningslejr på brasilianeren, inden han installeres i sin nye lejlighed i millionbyen Jinan, hvor Shandong Luneng hører hjemme.

- Jeg er meget spændt på at se, hvad det er, der venter mig. Jeg glæder mig rigtig meget, men jeg har også en klump i halsen. Det var en svær beslutning for mig at sige ja, så jeg har haft nogle hårde dage, siger Gilberto Macena til tipsbladet.dk.

- Jeg overvejede kraftigt, om jeg skulle blive i AC Horsens og se, om jeg kunne blive topscorer, men i sidste ende var jeg tilfreds med det, kineserne præsenterede mig for. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kommer til at slutte som topscorer. Det ville jeg gerne have prøvet, men nu tager jeg chancen med det her, fortæller den nu tidligere AC Horsens-helt.

Topscorertitlen er dog på ingen måde det, Gilberto Macena kommer til at savne mest. I stedet kommer han til at savne Danmark, som i de seneste syv år er blevet et andet hjemland for ham.

- Det er hårdt at forlade Danmark. Folk i Horsens har været fantastiske ved mig, og jeg har haft et meget tæt forhold til fansene. Dem kommer jeg virkelig til at savne, der også vinker farvel til muligheden for en karrire på det danske landshold.

- Der har været meget snak om det, og det er noget, jeg har tænkt over, men nu kan det ikke lade sig gøre mere, konstaterer Macena, der nu ikke kan nå de ni års uafbrudt ophold i Danmark, som det kræver for at få det rødbedefarvede pas og den medfølgende mulighed for at trække i den rød/hvide trøje.

Der er dog på ingen måde tale om et endegyldigt farvel til de rød/hvide farver for 27-årige Gilberto Macena. I stedet hedder det "på gensyn". Den danske Superliga har nemlig ikke set det sidste til den hurtige og målfarlige brasilianer.

- Jeg vil tilbage og spille i Danmark igen om nogle få år. Det er jeg ikke i tvivl om, slutter han.

Og mon ikke Gilberto Macena vil blive modtaget med åbne arme? 52 mål i 142 Superliga-kampe er trods alt ikke sådan at kimse ad.