Gilberto Macena scorede for anden weekend i træk, mens Peter Utaka scorede sit første mål i den kinesiske liga i weekenden

De to tidligere Superliga-spillere Gilberto Macena og Peter Utaka er så småt begyndt at få succés i deres kinesiske klubber. Peter Utaka lavede sit første mål for Dalian Aerbin, da de søndag spillede 2-2 mod Guizhou Renhe.

Utakas mål til 2-2 faldt fire minutter inde i overtiden, og nigerianeren var dermed afgørende for, at Dalian Aerbin fik ét point til bundstriden i den bedste kinesiske liga.

Gilberto Macena scorede lørdag sit andet mål for sin klub Shandong Luneng. Macena og co. vandt med 2-1, og den tidligere Horsens-spiller var på pletten med 2-0 målet efter en halv time. Dermed har brasilianeren ramt en lille stime i sin nye klub, da han også scorede i sidste weekend i Shandong Lunengs nederlag til Beijing Guoan.

Macenas klub ligger nummer otte i den kinesiske liga, der består af 16 hold.

Topscorer i rækken er argentineren Dario Leonardo Conca, der har lavet fem mål - ét mere end den tidligere Brøndby-spiller Chris Katongo, der spiller for Henan Jianye. Katongo var ikke i kamp i weekenden, da han afsonede karantæne ovenpå et rødt kort.

tipsbladet.dk