Brøndby får muligvis alligevel tilskuere til sine to kommende kampe mod Randers og Esbjerg.

Tirsdag stadfæstede DBUs Appeludvalg ganske vist disciplinærudvalgets dom fra den 18. december, der fastslog, at Brøndby som følge af tilskuerurolighederne i forbindelse med pokalkampen mod FC København den 28. november skal spille uden tilskuere i deres to første kampe i år, men straffen kan stadig blive både udskudt og omstødt.

Onsdag meddelte Brøndby i en kortfattet pressemeddelelse, at klubben overvejer at anke dommen, hvilket i så fald vil ske enten i dag eller på fredag, og det kan have betydning for, om der kommer tilskuere til Superliga-premieren mod Randers den 3. marts og til pokalkampen mod Esbjerg 10 dage senere.

Anker Brøndby DBUs dom til Danmarks Idræts-forbunds (DIF) Appeludvalg med ønsket om opsættende virkning, sådan som de ifølge BTs oplysninger overvejer, og accepterer DIF anken, vil dommen først blive effektueret, når DIF har truffet sin afgørelse og enten stadfæstet eller omstødt dommen. Det bekræfter DIFs kommunikationschef, Steen Dahl Pedersen:

- Der er ingen automatik i det, men ønsker Brøndby at anke DBUs afgørelse med opsættende virkning, vil formanden for DIFs Appeludvalg (højesteretsdommer Poul Dahl Jensen, red.) i den konkrete sag skulle afgøre, om han vil tillade det, siger Steen Dahl Pedersen.

Accepterer han Brøndbys ønske om en opsættende anke, kan der gå måneder, før afgørelsen falder, og Brøndby i så fald skal spille uden tilskuere.