Den tidligere Sutton-målmand Wayne Shaw gik viralt, da han under en FA Cup-kamp mod Arsenal blev taget i at spise tærte ude på bænken. Efterfølgende blev han fyret, og det gav Sutton problemer i lørdagens kamp mod Torquay United. Holdets målmand Ross Worner blev skadet efter et kvarter, og erstatningen på bænken var der ikke længere.

Det skriver Daily Mail. Derfor måtte holdets manager, Paul Doswell, bruge en af sine markspillere. Det betød, at midterforsvareren Simon Downer måtte tage målmandshandsker på og overtage pladsen mellem stængerne.

På det tidspunkt var stillingen 1-0 til hjemmeholdet Torquay United. Målmands-vikaren lukkede også i anden halvleg et mål ind, men Sutton vandt kampen 3-2 i sidste ende.

Hvor længe Ross Worner er ude med sin skade, vides endnu ikke, men timingen må siges at være meget uheldig.

Suttons målmænd kom for alvor på manges læber, da holdet i femte runde af FA Cuppen skulle møde Arsenal. Kampen endte, som forventet, med en sejr til Premier League-klubben på 2-0, men det var alligevel Sutton-målmanden Wayne Shaw, der stjal opmærksomheden.

Den 45-årige målmand valgte mod slutningen af kampen at sætte tænderne i en tærte. Det blev fanget på kamera, og i første omgang virkede det ikke til at være problematisk, omend det var en noget spøjs situation.

Det blev det dog, da det kom frem, at Suttons sponsor, bettingfirmaet SunBets, havde lavet et spil, der gav odds otte, hvis Wayne Shaw spiste en tærte under kampen.

Et spil, som målmanden selv indrømmede, han var bekendt med, og dagen efter kampen var han fortid i Sutton.

Sagen bliver lige nu undersøgt for at klarlægge, om Wayne Shaw har brudt FA-reglerne, når det kommer til sportsbetting.

Shaw har forsvaret sig med, at han udelukkende spiste tærten for at 'lave lidt rav i den'.

»Jeg tænkte, jeg ville lave lidt fis, så jeg gjorde det. Alle indskiftningerne var brugt, og vi var nede med 0-2. Jeg smuttede ud og hentede den i pausen. Den var med kød og kartofler, og den var klar til at spise,« sagde Shaw efter kampen ifølge The Guardian.

Suttons manager, Paul Doswell, er da også ked af, at hele #piegate, som episoden er blevet døbt på de sociale medie, har udviklet sig så uheldigt. Undervejs i Suttons FA Cup-eventyr blev Wayne Shaw nærmest en sand kultfigur i engelsk fodbold qua sin høje alder på de 45 år og sin alt andet end Premier League-agtige statur.

Derfor ærgrer det ham også, at historien om Wayne Shawn og Sutton endte på denne måde.

»Han er blevet fanget i denne skøre fodboldverden, som har omgivet os de seneste par måneder. Han er blevet mere og mere kendt, hvilket han har nydt,« har Paul Doswell tidligere sagt til BBC Radio 5.