Viktor Fischer havde flere gode chancer for Ajax, der med fire danskere i startopstillingen skuffede mod Utrecht.

Med en kedelig nul-løsning forspildte Ajax søndag muligheden for at spille sig helt tilbage i guldkampen i den hollandske Æresdivision.

Dermed har dansker-klubben stadig tre point op til førstepladsen.

Ajax havde ellers de fleste og største chancer i kampen, hvor de i store dele af de 90 minutter sad på spillet. Men den skarphed, der inden dagens kamp havde skaffet dem seks sejre på stribe i den hollandske Æresdivison, manglede.

18-årige Viktor Fischer havde flere gode muligheder for at konsolidere sin plads i Ajax-angrebet med en scoring.

Før pausen modtog han en flot aflevering af anfører Siem de Jong, men den danske angrebskomet tøvede med sin afslutning og blev taklet. Kort efter pausen blev han sendt af sted igen, men hårdt presset endte danskerens afslutning i sidenettet.

Christian Eriksen, Christian Poulsen og Lasse Schöne var også med fra start og bidrog alle til Ajax-dominansen. Førstnævnte havde flere gode afleveringer i dybden, mens Christian Poulsen leverede flere gode bolderobringer og igangsætninger fra den defensive midtbane.

Utrecht havde dog også sine muligheder. Kort efter pausen pressede hjemmeholdet hårdt på, men heller ikke de kunne finde vej til nettet.

Med en sejr kunne Ajax have givet sig selv en tidlige julegave ved at mindske hulle op til førerholdene PSV Eindhoven og Twente, som deler førstepladsen med 40 point. Med dagens pointdeling har Ajax 37 point.