Måske skal man tage Juventus en del mere alvorligt i kampen om Champions League-titlen end hidtil. Italienerne gav Real Madrid kamp til stregen i den første Champions League-semifinale og vandt 2-1.

Vejen til finalen i Berlin er blevet snævret markant ind, siden første kvalifikationsrunde til den prestigefyldte turnering blev sat i gang tilbage i august måned sidste år. Dengang var det hold som Levadia Talinn og HB Torshavn, der prøvede at mase sig ind i det gode selskab. Men nu ni måneder senere er der kun ren klasse tilbage. De største hold i Europa kæmper om at blive kåret som den allerstørste og bedste klub.

Og i den første semifinale i jagten på netop den ære mellem Juventus og Real Madrid var der spænding fra første fløjt. Juventus kom bragende fra start. De ville vise vejen, og der gik heller ikke mere end knap ti minutter, inden en gammel Real Madrid-kending gjorde sig bemærket.

Alvaro Morata kom til Juventus fra Real Madrid sidste sommer, og det var ham, der skubbede en ripost det sidste stykke ind bag Iker Casillas til 1-0. Inden pausen udlignede Cristiano Ronaldo og blev den mest scorende spiller nogensinde i Champions League med 76 mål. Men det er nok ikke en titel, han kan bryste sig i alt for lang tid, da nummer to er Lionel Messi med 75 mål.

Carlos Tévez afgjorde kampen ene mand, da han omsatte det straffespark, han selv fik tilkæmpet sig. 2-1-sejren i Juventus-favør var velfortjent, og italienerne viste, at det ikke er for sjov, at de er blandt de sidste fire i dette års Champions League.

Der er returopgør onsdag d. 13. maj.