Lyngby har valgt at sige farvel til trænerteamet efter en forfærdelig start på foråret.

Klubben gik til vinterpausen som førerhold i 1. division og godt på vej mod en oprykning til Superligaen. Men foråret har været ét langt mareridt for klubben, der nu har taget konsekvensen af de dårlige resultater.

I de seneste ti kampe er Lyngby gået fra banen uden sejr. Ni af dem har været i foråret, og det har sendt klubben langt væk fra oprykningspladserne. Nu har klubben fyret trænerteamet.



»Vi har i dag valgt at sige farvel til cheftræner Jack Majgaard og assistenttræner Jonas Eidevall grundet forårets skuffende resultater. Vi vil nu bruge resten af foråret til at finde den rigtige træner, som kan bringe Lyngby tilbage i Superligaen hurtigst muligt. Vi vil også bruge tiden på at analysere vores trup, så vi kan få de rigtige forstærkninger i det kommende transfervindue,« siger Lyngbys administrende direktør Dennis Poulsen.



I første omgang bliver det Søren Hermansen, der blev kendt som Lyngby-bomber i Superligaen i slutningen af 90’erne, son overtager tjansen sammen med Thomas Lollike. Begge kommer fra trænerpositioner i klubben.

Lyngby har med seks kampe tilbage af sæsonen hele 12 point op til AGF på den Superliga-givende andenplads.