Mikkel Rygaard har forlænget sin kontrakt med Lyngby, så den nu strækker sig frem til sommeren 2020.

De færreste nikkede genkendende til Mikkel Rygaard, da midtbanespilleren sidste sommer tog hul på Alka Superligaen med Lyngby som oprykker. Men Rygaard fik hurtigt banket sit navn fast i fodboldtilhængernes bevidsthed.

Tre scoringer og fire assist blev det til i de første 13 spillerunder, og på den baggrund er det naturligt, at Lyngby nu har valgt at forlænge med Rygaard.

Mandag oplyser Lyngby på sin hjemmeside, at 26-årige Rygaard forlænger med to år, så hans kontrakt løber frem til sommeren 2020.

Det glæder træner David Nielsen.

- Rygaard har gennemgået en fantastisk udvikling, og han har vist, at han besidder enorm individuel kvalitet. Han har sammen med holdet lagt et par ekstra niveauer på og gør det fantastisk i Superligaen, siger David Nielsen.

- Han kan noget, der kan gøre ondt på alle i Superligaen. Men det betyder også, at han skal være klar til det, som venter.

- Kravene bliver højere, når man er en profil, og Rygaard skal lægge på fysisk og mentalt, sådan som han har gjort det fra det sekund, han trådte ind ad døren, tilføjer træneren.

Lyngby spiller mandag aften hjemme mod Esbjerg, men det er uden Rygaard, der afsoner karantæne.

Rygaard kom til Lyngby fra begyndelsen af 2016 efter en række sæsoner i Næstved.

/ritzau/