Lyngby Boldklub er endnu en gang blevet tilført 1,5 millioner kroner fra hovedaktionæren Hellerup Finans.

Lyngby. Superligaklubben Lyngby Boldklub er for fjerde gang på 23 dage blevet tilført ny kapital.

Således oplyser klubben på sin hjemmeside, at hovedaktionæren, Hellerup Finans, skyder yderligere 1,5 millioner kroner i klubben.

Det er blot en uge siden, at klubben senest fik tilført 1,5 millioner kroner. Indsprøjtningen var den samme 6. februar, mens Lyngby 30. januar blev tilført 4,2 millioner kroner.

- Vi meldte ud i starten af måneden, at vi ville tilføre kapital igennem februar, og det er nu gennemført. Vi kan nu informere om, at vi fortsætter med at tilføre kapital igennem hele marts, siger bestyrelsesformand Torben Jensen.

Lyngby oplyser, at der stadig er forhandlinger i gang med potentielle nye hovedaktionærer, der skal skyde penge i klubben.

- Målsætningen er at lykkes hurtigst muligt, men det skal være den rigtige hovedaktionær for Lyngby Boldklub.

- Vi fokuserer lige nu mere på at få skabt et så stærkt kapitalberedskab, at Lyngby Boldklub A/S er uafhængig af hvem der er hovedaktionær.

- En gældfri klub med et stærkt kapitalberedskab styrker værdien og derved vores forhandlinger, siger Torben Jensen.

/ritzau/