OB var foran 2-0 i kampen mod Lyngby, men Jeppe Kjær sikrede med to mål 2-2. Han brændte også et straffespark.

Lyngby. OB var i fuld kontrol og foran 2-0 ude mod Lyngby, men fynboerne blev for tilbagelænede og lukkede oprykkerne ind i søndagens opgør på Lyngby Stadion.

Det sluttede 2-2.

Den 30-årige angriber Jeppe Kjær spillede i sidste weekend sin første kamp i Superligaen, og søndag gjorde han så det, han gør bedst, med to fremragende mål mod OB. Begge på langskud.

 
Både Jeppe Kjær og Kenneth Emil Petersen har langt fra været usynlige i første halvleg. Efter reducering var de hurtigt i totterne på hinanden.
Vis mere

Jeppe Kjær rykkede op i Superligaen allerede sidste sommer, dengang med AGF, men aarhusianerne kunne ikke bruge energibundtets kompetencer. Det kan Lyngby, og den tillid blev i overflod betalt tilbage med søndagens to flotte mål.

Den store helterolle missede Kjær dog, da han i kampens slutfase tordnede et straffespark langt, langt over mål.

OB, der i premieren måtte nøjes med 0-0 mod Silkeborg, var ellers kommet flot fra land via et straffesparkmål af anfører Kenneth Emil Petersen og en 2-0-scoring af Rasmus Festersen.

 
Det går hurtigt når OB slår kontra søndag eftermiddag i Lyngby. Denne gang var det Rasmus Festersen, som kunne gøre det til 2-0 mod oprykkerne.
Vis mere

Festersen plejer at være straffesparksskytte for OB, men to brændte spark på stribe havde altså sendt turen videre til Kenneth Emil Petersen, som var sikker i hvervet.

Festersen svarede igen med et regulært mål i opgøret.

Til træner Kent Nielsens store frustration formåede OB ikke at snøre sækken. Allerede inden det andet mål var fynboerne gået en kadence ned, og siden faldt niveau og aggressivitet endnu mere.

Det var reelt først, da Lyngby var kommet tilbage, at OB igen kom i gang. Både gæsterne og Lyngby havde store chancer for at afgøre kampen, men det blev ved 2-2.

 
Efter blot otte minutter kunne den nye anfører fra OB sende bolden i nettet fra straffesparkspletten.
Vis mere

Dermed kan Lyngby notere det første Superliga-point i denne omgang, mens OB har to krydser på stribe.

/ritzau/