Radamel Falcao havde hovedrollen på transfervinduets sidste dag, hvor hans forventede skifte til Manchester United trak ud, men kort før lukketid lykkedes det parterne at få underskrevet en etårig lejeaftale med en købsoption.

Dermed forlader Falcao franske Monaco for at slutte sig til Louis van Gaals tropper. Og det er til stor glæde for den colombianske angriber.

- Manchester United er verdens største klub og er tydeligt determineret for at komme tilbage på toppen. Jeg er meget glad for at være en del af denne klub. Jeg har ventet på dette øjeblik i mange år.

- For mig er det en drøm at spille i Premier League. Jeg har altid gerne villet spille her, fordi ligaen er rigtig god, og der er mange gode hold, og Manchester United er det bedste hold i England. Alting er perfekt for mig. Vi har topspillere. Jeg beundrer dem. Jeg er sikker på, at denne sæson vil blive stor for os, siger Falcao til klubbens hjemmeside.

Her lægger angriberen heller ikke skjul på, at mandag blev en meget hård dag, fordi kontrakten først blev underskrevet i sidste øjeblik.

- Ja, det har været en meget lang dag. Det har været hårdt og svært. Vi ventede til det sidste minut, men jeg mistede aldrig troen. Nu vil jeg sige tak til Gud for dette. Jeg er meget glad, siger Falcao, som samtidig fastslår, at han ser frem til at arbejde med Louis van Gaal.

- Ja, jeg glæder mig meget til det. Van Gaal er en meget god træner med meget erfaring. Jeg vil gøre det bedste for holdet, for ham og for fansene, lyder det for Radamel Falcao.