Manchester United fik en perfekt start på Premier League-sæsonen, da det søndag blev til en stensikker 4-0-sejr hjemme over West Ham.

Dermed indtager Manchester United førstepladsen i Premier League efter første runde. United har tre point og ligaens bedste målscore.

Den nyindkøbte stjerneangriber Romelu Lukaku fik samtidig en forrygende ligadebut for Manchester United, da han stod for to scoringer.

Det var også Manchester United, der dominerede fra kampens indledning, hvor værterne havde både mest boldbesiddelse og flest chancer.

Overtaget bar frugt efter godt en halv time, da Marcus Rashford tog et godt løb på West Hams banehalvdel og til sidst spillede Romelu Lukaku fri.

Belgieren svigtede ikke og hamrede resolut bolden ind i det nærmeste hjørne via stolpen uden chance for West Hams nye mand i målet, Joe Hart.

En perfekt start på sæsonen for det 24-årige nyindkøb, der også scorede i Uniteds seneste kamp, Super Cup-nederlaget til Real Madrid.

I anden halvleg kom Lukaku igen på tavlen, da han pandede et frisparksindlæg fra Henrikh Mkhitaryan i kassen til 2-0.

United fortsatte sit pres ned mod West Ham-målet, og en velspillende Marcus Rashford var blandt andre tæt på score på et langskud, der tog indersiden af stolpen og lige nøjagtigt ikke fortsatte ind i netmaskerne.

Med få minutter tilbage af opgøret lykkedes det dog United at få udbetaling for de mange chancer. Først sendte Anthony Martial sikkert bolden ind bag Joe Hart, inden Paul Pogba scorede på et langskud i overtiden.

Den tidligere Manchester United-angriber Javier "Chicharito" Hernández spillede hele kampen for West Ham, men kom ikke til nogen større chancer.

Hos hjemmeholdet fik Nemanja Matic ligadebut i den røde trøje, mens det svenske nyindkøb Victor Lindelöf til gengæld slet ikke var i truppen.

/ritzau/