Lucas Andersen er tilbage på det danske U21-landshold, der spiller sin første kamp i kvalifikationen til EM 2017 i Polen fredag mod Wales.

Fire måneder efter U21-landsholdets daværende træner, Jess Thorup, fravalgte Lucas Andersen til junis U21-slutrunde i Tjekkiet, er den 20-årige aalborgensiske fodboldspiller endelig parat til at fortælle om de følelser, han i dagene efter den nedslående besked stod tilbage med.

»Det var et chok, at jeg blev vraget,« siger Lucas Andersen og tilføjer:

»Den dag i dag forstår jeg stadig ikke beslutningen. Det er klart, at det var en stor skuffelse. Jeg ville jo rigtig gerne have været med.«

Lucas Andersen (tv.) var meget skuffet over ikke at blive udtaget til U21-EM af den daværende landstræner Jess Thorup.
Lucas Andersen (tv.) var meget skuffet over ikke at blive udtaget til U21-EM af den daværende landstræner Jess Thorup. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Lucas Andersen kunne have bedt Jess Thorup om en forklaring.

»Men det undlod jeg. Det var også begrænset, hvor meget jeg dengang havde lyst til at berøre skuffelsen. Jeg konstaterede, at jeg ikke kom med, og mere behøvede jeg jo egentlig ikke at vide,« siger Lucas Andersen.

Men selvom han ikke deltog ved sommerens EM-slutrunde, er han stadig inde omkring U21-landsholdet, der i disse dage i Nordjylland er samlet for at forberede sig til de første gruppespilskampe i kvalifikationen til EM 2017 på Aalborg Stadion mod Wales på fredag og Bulgarien på tirsdag.

»Jeg vælger at se fremad. Og nu er det en ny årgang. Min motivation for at være med er der stadig. Jeg er meget opsat på at vise, hvad jeg kan, og hvor meget jeg det seneste stykke tid har flyttet mig som fodboldspiller,« siger Lucas Andersen.

Lucas Andersen (tv.) i aktion for Ajax i Æresdivisionen sidste år. Offensivspilleren har forlænget kontrakten med Ajax frem til 2018, men er i øjeblikket lejet ud til Willem II
Lucas Andersen (tv.) i aktion for Ajax i Æresdivisionen sidste år. Offensivspilleren har forlænget kontrakten med Ajax frem til 2018, men er i øjeblikket lejet ud til Willem II Foto: STANLEY GONTHA
Vis mere

Tidligere på året blev hans kontrakt med Ajax Amsterdam forlænget til 2018. Ikke desto mindre valgte ledelsen i den hollandske storklub i august at leje ham ud til Æresdivisions-kollegerne Willem II.

Skal du tilbage til Ajax?

»Det er svært at sige. Lige nu fokuserer jeg kun på Willem II, på at få bygget min selvtillid op, på at få spillet en masse kampe og på at være den vigtige spiller, jeg føler, jeg også kan være i denne klub. Jeg må tage det lidt, som det kommer. Der er jo lang tid til næste sommer, så der kan nå at ske mange ting.«

Hvordan har skiftet fra Ajax til Willem II været?

»Det har været en nem overgang. De har taget godt imod mig. Fansene er gode. Det samme er klubbens faciliteter og træner. Desuden passer holdets spillestil mig rigtigt godt. Alt i alt er jeg udmærket tilfreds med min start. I debuten mod Utrecht lavede jeg to målgivende afleveringer, og så sent som i weekenden var jeg på banen i samtlige 90 minutter mod PEC Zwolle.«

Hvad forventer du dig af Danmarks deltagelse i den kommende kvalifikation til U21-EM om to år i Polen?

»Jeg tror, vi får det svært. Danmarks foregående U21-landshold har gjort det godt. Derfor tror jeg, at vores kommende modstandere vil gøre alt for at stikke en kæp i hjulet på os. Men mit kendskab til dem er begrænset. Jeg forventer at blive lidt klogere på de kommende taktikmøder.«

Har du næste års OL i tankerne?

»Selvfølgelig har jeg det. Det vil da være fedt at deltage i så stor en sportsbegivenhed. Men lige nu er der en vis usikkerhed om, hvorvidt jeg overhovedet kan få fri til at deltage. Det er jo noget, min klub bestemmer. Og hvor spiller jeg næste sommer? Når FIFA og IOC kommer med en klarere udmelding, bliver det lidt nemmere at forholde sig til. Men tænk hvis jeg får mulighed for at se 100 meter-finalen med Usain Bolt. Det vil være fantastisk. Stjerner som ham ser man jo normalt kun i tv. Næste sommer kan jeg måske se ham live på det olympiske stadion i Rio de Janeiro. Den oplevelse vil jeg altså rigtig gerne have med.«