Stortalentet Lucas Andersen har forladt AaB til fordel for Ajax Amsterdam. Men allerede nu er næste mål i karrieren sat.

Bare 17 år og allerede et kendt navn i internationale fodboldkredse. Navnet er: Lucas Andersen. Fredag 31. august underskrev han som den 23. danske fodboldspiller gennem tiden kontrakt med den hollandske storklub Ajax Amsterdam.

I disse dage repræsenterer han det danske U21-landshold, der fredag mødte Serbien og mandag møder Nordirland i kvalifikationen til næste års EM. Sporten.dk har mødt stortalentet, som AaB indkasserede en transfer på halvanden mio. euro (ca. 11. mio. kroner, red.) for, i træningslejren i Skørping syd for Aalborg.

Hvor længe havde du før kontraktunderskrivelsen været i kontakt med Ajax?

- En uges tid. Herefter gik alting pludselig meget hurtigt.

Hvad er dine forventninger til opholdet i Ajax?

- Jeg håber, at jeg efter en tilvænningsperiode kan fortsætte min udvikling og gøre mig gældende på klubbens førstehold.

Hvor lang bliver tilvænningsperioden?

- Et halvt års tid. Men jeg regner med, at jeg hurtigt får spilletid i Æresdivisionen. I begyndelsen må jeg dog nok nøjes med nogle indhop.

Og du skal træne med førsteholdet?

- Ja, det er ikke en ungdomskontrakt, jeg har lavet.

Har du fået lønforhøjelse?

- Ajax betaler en god løn, der er bedre end den, jeg fik i AaB. Men beløbets størrelse holder jeg for mig selv.

Er Ajax en ønskeklub for dig?

- Ja. Det er en klub, jeg kun har hørt godt om. Der er masser af traditioner i klubben. Og så er de jo berømte for at være gode til at udvikle unge spillere.

Ajax har flere danske spillere i truppen. Har du allerede mødt nogle af dem?

- Jeg mødte Nicolai Boilesen, da aftalen blev underskrevet. Og så har jeg kendt Viktor Fischer, siden jeg var 10-11 år. Alle har taget godt imod mig. I Ajax har man et par personer ansat til at få nye spillere integreret. Jeg er sikker på, at det bliver godt dernede. Allerede nu har jeg haft en snak med træneren om, hvilket potentiale han ser i mig. Alt virker meget positivt, og mentaliteten dernede er ikke langt fra den danske.

Så du fortryder ikke, at du forlader AaB, der jo har fået en forrygende start på Superligaen?

- Overhovedet ikke. Jeg føler, at Ajax har givet mig en stor chance, og hvis jeg ikke tog den nu, var der risiko for, at de i stedet hentede en anden. Det gjaldt om at springe på toget, da muligheden opstod.

Hvilke ting fra AaB-tiden vil du tænke tilbage på?

- Det var stort, da jeg debuterede mod Silkeborg. Jeg glemmer heller aldrig dagen, da vi (i 2011, red.) med nød og næppe reddede os fri af nedrykningen, selvom vi tabte til FC København. Jeg kom på banen de sidste 20 minutter, hvor alle hang med hovederne. Da resultatet mellem Randers og Esbjerg gik vores vej, endte det alligevel godt. Stemningen i AaB-lejren var total sindssyg i minutterne efter afgørelsen. Jeg kommer helt sikkert til at savne tiden i AaB. Den har været fantastisk. Jeg har jo spillet i klubben, siden jeg var 10 år, så det er sikkert en helt anden følelse, jeg har nu, end hvis jeg kun havde spillet der få år.

Hvad vil du komme til at savne?

- AaBs supportere har jeg altid haft et godt forhold til. Deres positive reaktioner og kommentarer har betydet meget for mig.

Du er kun 17 år. Er det ikke meget tidligt at forlade de trygge rammer i AaB og Aalborg?

- Jeg glæder mig til udfordringen. Der er flere danske spillere i klubben allerede, og så langt er der altså heller ikke hjem til Danmark. Det tager kun en time at flyve fra Amsterdam til Aalborg. Og så er jeg sikker på, at min familie ofte vil komme ned og besøge mig.

Flytter din kæreste med dig derned?

- På et eller andet tidspunkt er jeg sikker på, at Thea gerne vil ned til mig. Hun går på gymnasiet. Jeg kan sagtens forstå, at det er svært for hende at forlade vennerne i Aalborg for i stedet at udleve min drøm.

Hvad er dine planer efter Ajax-tiden?

- De er slet ikke på plads endnu. Men min absolutte drømmeklub er Real Madrid. Her kunne jeg rigtig godt tænke mig at komme til at spille en dag.