Liverpools ønsketræner er den tidligere FC Barcelona-træner Pep Guardiola.

Liverpool har ikke spildt tiden i jagten på en træner, efter at Kenny Dalglish i onsdags fik fyresedlen, efter en sæson hvor den tidligere topklub endte på en ottendeplads og dermed igen går glip af europæisk fodbold.

Således har klubbens ejere allerede udformet en prioriteret ønskeliste over mulige trænerkandidater. Det skriver The Guardian.

Listen toppes af den tidligere Barcelona træner Pep Guardiola, som er klubbens absolutte ønsketræner, men på listen figurerer også den tidligere engelske landstræner Fabio Capello. Derudover har klubben ifølge avisen allerede rettet henvendelse til Wigans-træner Roberto Martinez, som af flere anses som favorit til jobbet, samt Swansea City's Brendan Rodgers og den nu fyrede Chelsea-træner André Villas-Boas.

Ifølge The Guardian siger Liverpools direktør Ian Ayre, at udvælgelsen af Dalglish´s efterfølger repræsenterer et af de mest kritiske og vigtigste valg i klubbens historie. Samtidigt insisterer han på at klubben, trods den seneste sportslige deroute, stadig kan tiltrække de bedste trænere i verden.

- Liverpool er stadig en storklub. Måske har vi tabt et par skridt på vejen, men vi er stadig en af verdens absolut største klubber. Vi har stadig en utrolig stor fanbase, klubben har et solidt økonomisk fundament og ejerne er meget dedikerede til klubben, siger Ayre og fortsætter:

- Jeg tror ikke, vi står i en situation, hvor de meget erfarne og dedikerede trænere, som klubben gerne vil tilknytte, ikke har lyst til at træne Liverpool.