Daniel Sturridge lægger ikke fingrene i mellem, at nogle af de nye spillere på holdet må og skal præstere fra dag ét.

Flere nye spillere af trådt ind af døren på det berømte Anfield og har trukket i den famøse røde trøje.

Ragner Klavan, Marko Grujic, Joel Matip, Sadio Mané og Georginio Wijnaldum er alle rykket til Liverpool i dette transfervindue, men deres første tid i klubben bliver ikke på ens vilkår. Ikke hvis man spørger Liverpool-angriberen Daniel Sturridge.

Ofte ser man nye spillere behøve en tilvænningsperiode i en ny klub, men hvis man i forvejen har Premier League-erfaring, har man ingen undskyldning, mener Sturridge, med henvisning til Mané og Wijnaldum.

»De to spillere har selvfølgelig spillet i Premier League tidligere og har erfaringen, så der er ikke behov for en tilvænningsperiode med dem, det handler mere om at komme ud og præstere.«

»For nogle af de andre spillere tager det måske tid, og forventningsniveauet i Liverpool er så højt, at alle skal præstere, når de kommer,« siger Sturridge til Liverpools hjemmeside.