Liverpool er parat til at gå stik imod FIFAs regelsæt ved at bruge den tysk/camerounesiske midterforsvarer Joël Matip i onsdagens skæbnekamp i FA Cup'en mod lilleputten Plymouth Argyle. Det skriver Liverpool Echo.

Den tidligere Schalke 04-spiller er nemlig udtaget til Camerouns Africa Cup of Nations-trup. Og det er på trods af, at Joël Matip havde meddelt det camerounesiske fodboldforbund, at han ikke ønskede at deltage i slutrunden. Den 25-årige midterforsvarer har i øvrigt ikke spillet for Cameroun siden septebmer 2015, og betragter angiveligt sin landsholdskarriere som afsluttet.

Problemet er nu, at spilleren er hjemme i Liverpool og er klar til at spille, men FIFAs regelsæt forbyder spilleren at spille for sin klub, når han er udtaget til landsholdet. Af samme grund var Joël Matip ikke i Jürgen Klopps trup, da Liverpool søndag mødte Manchester United.

Mandag sagde FIFA, at Liverpool kunne få disciplinære problemer, hvis de brugte Joël Matip uden Camerouns godkendelse herom, og det har afrikanerne altså fortsat ikke sagt god for.

Men nu er Liverpool altså parat til at gå imod reglerne og lade Joël Matip spille returkampen i FA Cuppen mod Plymouth Argyle, der spilles onsdag.

Skulle Cameroun fortsat være modvillige til at lade Joël Matip spille for Liverpool, kan det i værste fald betyde, at Liverpool står uden den stærke midterforsvarer helt indtil 10. februar.

Hvor længe man skal undvære Joël Matip, afhænger nemlig af, hvor langt Cameroun når i turneringen. Finalen i Africa Cup of Nations spilles 5. februar, og reglerne foreskriver, at en spiller først kan spille fem dage efter sidste kamp med landsholdet. Det betyder, at hvis Cameroun når til finalen, at Joël Matip først vil kunne spille for Liverpool igen, når de røde fra Beatles-byen møder Tottenham i Premier League 11. februar.

Joel Matip kom til Liverpool fra Schalke 04 i sommer. Han har spillet 27 landskampe for Cameroun.
Joel Matip kom til Liverpool fra Schalke 04 i sommer. Han har spillet 27 landskampe for Cameroun. Foto: JOHN MACDOUGALL
Vis mere

Til Liverpool Echo har FIFA bekræftet, at Liverpool har anmodet om at få lov at bruge spilleren, men fodboldforbundet har afvist at kommentere yderligere på sagen.

Skulle Liverpool bruge Joël Matip i kampen mod Plymouth Argyle, kan det betyde alt fra en bøde til udelukkelse fra turneringen for at bruge en ulovlig spiller. Liverpool er dog overbeviste om, at det ikke kommer så vidt, da man mener, at man har opfyldt samtlige kriterier for, at spilleren kan spille for sit klubhold, og at en eventuel disciplinærsag derfor ville falde ud til Liverpools fordel.

Om Jürgen Klopp vil bruge Joël Matip, finder vi ud af onsdag aften, når Liverpool skal forsøge at komme videre til FA Cuppens fjerde runde efter det skuffende uafgjorte resultat i første kamp mod Plymouth Argyle.