Med 0-0 skuffede Liverpool hjemme mod Hull. Mario Balotelli misbrugte en kæmpe chance i overtiden og er fortsat uden mål siden sommerskiftet til Premier League.

Syv kampe nul mål. Et kig på de kolde fakta er skidt læsning for Liverpools enfant terrible Mario Balotelli. I hjemmekampen mod Hull var der atter løst krudt i de italienske støvler, der endnu ikke har sendt bolden i nettet i ligaen efter skiftet fra AC Milan. I overtiden fik han ellers en gylden mulighed for at blive helt, da et fladt indlæg nåede ind omkring det lille felt. Men den kontroversielle angriber helkiksede totalt.

Dermed står han tilbage som billedet på Liverpools helt store akilleshæl i denne sæson: Målscoringen. Blot fem mål i fem hjemmekampe er det blevet til i denne sæson, hvor Liverpool er godt på vej til at degradere sig selv fra mesterskabskandidat til et hold, der skal være glade, hvis det bliver til Champions League-deltagelse næste år. Klubben er lige nu placeret på en femteplads i ligaen.

Kampen mod Hull var en langgaber, der udstillede det hul, Luis Suarez efterlod, da han i sommer byttede Anfield ud med Camp Nou i Barcelona.

Et glubs hul, som erstatningen Mario Balotelli hidtil har løbet febrilsk rundt i. Lørdag var ingen undtagelse for italieneren, der af Brendan Rodgers blev hentet for godt 150 millioner kroner.

- Da han kom, sagde jeg, at det var en kalkuleret risiko, og det er noget, jeg arbejder hårdt for at få til at fungere til holdets bedste, har Liverpool-manageren senere udtalt.

Gevinsten har han stadig til gode.

Fuld gevinst fik i stedet Arsenal, der på to mål af Alexis Sanchez besejrede Sunderland.

Derudover blev det til sejr til overraskelsen Southampton, der rykker op på ligaens andenplads. Endelig var der også point til Crystal Palace, der fik 2-2 mod West Bromwich. Blandt andet på et mål af den tidligere FCK-spiller Brede Hangeland.