Torsdag aften blev der i Monaco trukket lod til den kommende sæsons Champions League-puljer. Og der var flere interessante og bemærkelsesværdige parringer.

Liverpool, der ikke har været med i Champions League i flere sæsoner, fik en fornuftig lodtrækning. Vinderne fra 2005 skal op imod Real Madrid, Basel og bulgarske Ludogorets.

- At være tilbage i turneringen er - uanset hvem vi møder - meget spændende. Men at komme i gruppe med Real Madrid, sidste års mestre, bliver meget specielt, siger Liverpools manager, Brendan Rodgers, til klubbens hjemmeside.

- Jeg er allerede begyndt at tænke på den aften, hvor vi har dem hjemme på Anfield. Men ud over det er der også to andre gode hold med i gruppen. Det er en hård parring, men vi ser virkelig frem til den udfordring, det bliver at komme videre.

Zlatan Ibrahimovic og Paris Saint Germain er blandt andet havnet i gruppe med FC Barcelona og Ajax, der begge har haft haft den svenske stjerneangriber i stalden. Var Malmö også blevet placeret i denne gruppe, skulle Zlatan udelukkende op mod tidligere klubber.

Men svenskerne, der er med i det forjættede Champions League-land for første gang i 14 år, havnede i stedet i Gruppe A, hvor der venter hidsig modstand i form af sidste års finalister fra Atlético Madrid, Juventus og og græske Olympiakos.

Mange vil pege på gruppe E som den absolut sværeste gruppe. Her finder man Bayern München, Manchester City, CSKA Moskva og AS Roma.

- Det er den sværeste pulje overhovedet, så meget kan jeg sige. Men vi er ikke bange. Vi har jo spillet mod de første to (Manchester City og CSKA, red) så sent som i sidste sæson, siger Bayern Münchens præsident, Karl Hopfner, til klubbens hjemmeside.

Arsenal og Galatasaray er havnet i samme pulje. Mange københavnere kan sikkert huske, hvordan det gik, da de to hold mødtes i UEFA Cup-finalen i den danske hovedstad i 2000. Her stødte de klubbers fans sammen og omdannede Rådhuspladsen til en krigszone.


Her er resultatet af torsdags lodtrækning til Champions League-puljerne:

Gruppe A: Atletico, Juventus, Olympiakos, Malmö

Gruppe B: Real Madrid, Basel, Liverpool, Ludogorets

Gruppe C: Benfica, Zenit, Leverkusen, Monaco

Gruppe D: Arsenal, Dortmund, Galatasaray, Anderlecht

Gruppe E: Bayern München, Man. City, CSKA Moskva, AS Roma

Gruppe F: Barcelona, PSG, Ajax, APOEL

Gruppe G: Chelsea, Schalke, Sporting, Maribor

Gruppe H: Porto, Shakhthar Donetsk, Athletic Bilbao, BATE

De første gruppekampe spilles den 16. september, og finalen finder sted på Olympiastadion i Berlin den 6. juni.