Den walisiske Liverpool-legende Ian Rush slog onsdag vejen forbi København for at deltage i afsløringen af et nyt stort samarbejde mellem Merseyside-klubben og den tyske hudpleje-gigant Nivea.

Men udover at diskutere cremer og tør hud blev der også tid til lidt fodboldsnak. Blandt andet om Liverpool, der har haft en svær sæson, efter at klubben i sommer sagde farvel til blandt andre danske Daniel Agger, der tog en beslutning med hjertet og vendte hjem til Brøndby.

»Uh ja, Liverpool savner bestemt Daniel Agger. Ikke så meget for hans defensive arbejde, men mere for hans offensive evner. Han var en af de der sjældne angribende forsvarsspillere, som gav Liverpool nogle helt unikke muligheder«, fortæller Ian Rush til BT.

»Det forsvarsmæssige var ikke hans største styrke. Det var derimod hans evne til at føre bolden frem - enten ved stærke afleveringer eller ved selv at løbe med den. På den måde mindede han meget om Alan Hansen (legendarisk Liverpool-forsvarer, red.). Der findes ikke mange Daniel Agger'e derude, og derfor savner Liverpool ham.«

Daniel Agger spillede næsten 200 kampe for Liverpool i perioden fra 2006 til 2014, og han har efterladt sig et usletteligt indtryk i Beatles-byen.

»Han vil altid blive husket. Han kunne jo sagtens stadig have spillet i Premier League. Men han valgte at tage hjem, og det respekterer Liverpool-fansene. Ingen i Liverpool har nogensinde glemt Jan Mølby, og det bliver akkurat det samme med Daniel Agger,« fortæller Ian Rush.