Liverpool-fansene er ikke begejstrede for deres målmand, belgieren Simon Mignolet. Lørdag eftermiddag endte en venlig gestus derfor med at blive forvandlet til en ydmygelse.

Efter den vanvittige kamp mod Norwich, som Liverpool vandt 5-4 efter en scoring i overtidens sidste minut, forsøgte belægieren at dele sine begejstring over resultatet med Liverpool-fansene, som havde taget turen til East Anglia. Han rev trøjen af overkroppen og kastede den ud til de medrejsende supportere.

Hvis det var et forsøg på at styrke relationen til de fans, som har været kritiske over keeperen, faldt forsøget tungt til jorden. I stedet for at kæmpe om at få fingrene i en ellers normalt højt værdsat souvenir, valgte en fan at ydmyge Mignolet ved at kaste trøjen retur til belgieren. Det skriver flere brugere på Twitter efter kampen.

Simon Mignolet har for kort tid siden fået forlænget sin kontrakt, så Liverpool nu har papir på ham indtil 2021. Lørdag  mod Norwich blev han passeret fire gange, og han virkede på ingen måde som en sikker sidste skanse. Liverpool har foreløbigt indkasseret 32 mål i denne sæson har en negativ målscore, selvom man ligger nummer syv.

Efter kampen var der mange Liverpool-fans, som luftede deres ærgrelse over Mignolet på Twitter.

OPDATERING: Efterfølgende er der blandt Liverpool-fans sået tvivl om, hvorvidt Simon Mignolets trøje blev kastet tilbage af klubbens fans. Det er den diskussion, der foregår på de sciale medier. I den forbindelse bliver denne video optaget af en tilskuer på udebane-afsnittet i Norwich brugt som bevis. Her kan man se den belgiske målmand kaste sin trøje ud - og den kommer ikke tilbage i de sekunder, som videoen varer.

Se selv, døm selv: