Daniel Sturridge er købt for omkring 110 millioner kroner som Brendan Rodgers' første handel i dette transfervindue.

Daniel Agger har fået en ny holdkammerat i Liverpool.

Der er tale om offensivspilleren og navnebror Daniel Sturridge, som er kommet til Anfield på en såkaldt 'langvarig kontrakt', som flere klubber mere og mere benytter sig af.

Daniel Sturridge har haft aldeles svært ved at tilspille sig en fast plads i Chelseas startopstilling, hvor konkurrenter som Fernando Torres, Eden Hazard og Juan Mata er foretrukne.

Men i Liverpool er der anderledes god plads til den 23-årige engelske spiller, da kun Luis Suarez rigtigt kan kalde sig en del af de sikre navne, når manager Brandan Rodgers skal vælge sin offensiv i start-elleveren.

- Jeg er ydmyg og meget glad for at være her, siger Daniel Sturridge til Liverpools hjemmeside.

- Brendan Rodger har fortalt, at han ser mig blive her i lang tid, og det samme gør jeg selv. Jeg har ikke skrevet under for at spille her nogle enkelte år og så rykke videre, fortsætter Daniel Sturridge. 

De engelske medier The Mirror og The Sun gætter på en købspris på omkring 12 millioner pund - det svarer til cirka 110 millioner kroner.