Daniel Aggers klub er ude efter Inters Wesley Sneijder, skriver italiensk avis

Liverpool er brændt varme på Wesley Sneijder og har tilbudt 74 mio. kr. for midtbanespilleren. Det skriver italienske Gazzetta dello Sport søndag.

Ifølge avisen er spilfordeleren med det gyldne overblik på vej til Liverpool. Hvis altså den engelske traditionsklub får magt, som den har agt.

Sportsavisen skriver, at englænderne har tilbudt 10 mio. euro (Cirka 74 mio. kr.) for den 28-årige hollænder, der for øjeblikket befinder sig midt i en slags kontrakt-krig med Milano-klubben.

Hollænderen har ifølge avisen nægtet at underskrive en kontraktforlængelse, der samtidig indebærer en lavere løn.

Liverpool er ikke den eneste storklub, der er interesseret i den hollandske stjerne. Tidligere har Manchester United, Tottenham samt Schalke 04 været nævnt som interesserede købere af hans kundskaber på en fodboldbane.