Liverpools manager, Brendan Rodgers, var glad og skuffet på samme tid efter pointdelingen mod Manchester City.

Spanske Pepe Reina blev den store synder for 'The Reds', men også Agger havde skyld i et af Manchester Citys to mål i 2-2-kampen.

Den danske landsholdsanfører blev fanget på flade konvolutter, da Citys bosniske angriber, Edin Dzeko, midtvejs i 1. halvleg bragte mestrene i front. På et indlæg tvang Dzeko tvang sig foran Agger, og det fik efterfølgende Liverpool-manager Brendan Rodgers til at rette en spag kritik mod sit forsvar.

- Vi skulle have vundet. Jeg synes, vi spillede fantastisk i en kamp, hvor vi var det dominerende hold. Vi scorede to fantastiske mål, men jeg er skuffet over de to, vi indkasserer, sagde Rodgers til BBC.

Den tidligere Swansea-boss så sit nyindkøb Daniel Sturridge stjæle billedet med en fremragende udligning til 1-1 og et stempel som kampens spiller.

- Daniel Sturridge har været fantastisk, og har givet os nyt liv. Han er et pejlepunkt for resten af holdet. Nu er han en del af vores puslespil. Vi vokser hele tiden, og det er alt, hvad det handler om, bedyrede Rodgers efter den underholdende og intense pointdeling.

Liverpool kom foran 2-1 et kvarter før tid, da anfører Steven Gerrard gav tilskuere og seere et kig ind i fortiden med en scoring, som dem han excellerede i for en håndfuld år siden. Fra kanten af feltet flugtede kaptajnen bolden utageligt i nettet bag Joe Hart, men hermed var aftenens sidste smukke scoring ikke faldet.

Den stod Manchester Citys argentinske troldmand i stedet for - godt hjulpet på vej af målmand Pepe Reina. Spanieren pakkede brød, ost og rødvin og tog på skovtur udenfor sit eget felt, men det gør man ikke ustraffet mod Agüero. På forunderlig vis udlignede angriberen fra noget nær nul grader. Helt nede ved baglinjen. Og netop den scoring var lyspunktet for City-manager Roberto Mancini, da de 90 minutter var gået og det ene point stod på kontoen.

- Få spillere kan score den slags mål, som Sergio Agüero scorede, men jeg føler, at han og Edin Dzeko skulle have spillet bedre i aften. Vi spillede ikke godt. I løbet af den sidste måned har vi ellers været godt spillende i alle vores kampe, men vi var så nervøse i den her kamp. Uden at jeg ved hvorfor, sagde italieneren.

Han spejder nu langt efter Manchester United, der blev weekendens helt store vinder. Holdet, der er både Manchester Citys og Liverpools største rivaler, har nu ni point ned til de lyseblå naboer på Premier Leagues andenplads. Alligevel har City og Roberto Mancini ikke mistet håbet om en gentagelse af sidste sæsons titel.

- Er mesterskabskampen slut nu? Nej. Det gør ingen forskel, om vi er syv eller ni point bagud. Jeg tror, vi kan komme tilbage.