Det er ikke kun Daniel Aggers eget ønske om spilletid, der rygter ham væk fra Liverpool. Manager Brendan Rodgers har også et hedt ønske om at slippe af med danskeren, der med det seneste indkøb af Dejan Lovren nu står som nummer fire i køen til en plads i midterforsvaret.

Det skriver Liverpool Echo.

Med kun kort tid tilbage før transfervinduet lukker den 1. september er Brendan Rodgers i gang med at trimme sin trup til, og udover et ønsket farvel til Daniel Agger, så vil han også skippe mindre navne som Oussama Assaidi, Jordon Ibe, Sebastian Coates og Jack Robinson afsted. Omvendt kigger han efter en topangriber til erstatte salget af Luis Suarez til Barcelona, og lige nu går de varmeste rygter på, at gøgleren og problembarnet Mario Balotelli kan være løsningen.

Omvendt svært er det at finde en løsning omkring Daniel Agger, der for blot to år siden forlængede sin kontrakt, så den løber frem til sommeren 2016. Og hvert år, han er i Liverpool, vælter der ca. 62 millioner kroner ind på kontoen, og den løn finder han nok ikke andre steder med sin nuværende status som reservespiller.

Dørene rundt omkring i Europas storklubber begynder også så småt at lukke sig for den 29-årige landsholdsanfører. Der har været rift om centrale forsvarsspillere, hvor særligt et skifte til FC Barcelona på et tidspunkt blev meldt højaktuelt for Agger, men de allierede sig i stedet med Arsenals Thomas Vermaelen.

Bayern München, Atletico Madrid og andre har også været nævnt i forbindelse med Aggers navn, men lige nu peger pilen ikke noget entydigt sted hen.

Daniel Agger har spillet i Liverpool siden 2006, hvor han kom til fra Brøndby, og hans kærlighed til den engelske storklub har været tydelig og loyaliteten stor. Tanken om at skulle forlade Liverpool skulle endda have taget så hårdt på Agger, at han under klubbens træningstur i USA ifølge Daily Mirror var brudt sammen i gråd, efter han havde bedt Brendan Rodgers om lov til at blive solgt.

Prisen på Daniel Agger menes at ligge på omkring de 100 millioner kroner.