Lindegaard-rival droppede igen

David de Gea kludrede igen i det, da Manchester United slog Southampton og udbyggede føringen i Premier League.

Manchester Uniteds manager, Sir Alex Ferguson, havde igen foretrukket spanske David de Gea til at vogte målet fremfor danske Anders Lindegaard, da storklubben havde besøg af Southampton.

Men spanieren slap ikke alt for heldigt fra den kamp.

I kampens tredje minut lagde Michael Carrick bolden tilbage til David de Gea i en presset situation. Spanieren ville sparke væk, men i stedet fik Southamptons Jay Rodriguez fat i kuglen, rundede Manchester United-keeperen, og selvom vinklen blev spids, kunne han sparke bolden ind i tomt mål.

Det var ikke just den start, Premier Leagues førerhold havde drømt om mod oprykker-klubben, men senere i første halvleg fik hjemmeholdet vendt kampen takket være to mål af Wayne Rooney.

Kampen sluttede 2-1, og dermed fik Manchester United udbygget forspringet til Manchester City i toppen af Premier League til syv point, da sidste sæsons mestre tirsdag overraskende måtte nøjes med 0-0 ude mod Queens Park Rangers.

Læs også: