Manchester United formåede ikke at generobre førstepladsen i Premier League, selvom de var oppe imod ligaens nummer 15. De tabte 1-0 ude til Norwich.

Manchester United jagtede førstepladsen på udebane mod Norwich. Her stillede udeholdet med danske Anders Lindegaard på målet fra start, fordi David de Gea havde tandpine. Og netop Anders Lindegaard viste skarpe takter i første halvleg med flere sikre redninger fra hjemmeholdet, der ikke har tabt de seneste fire kampe og som udviste stor selvtillid på trods af, at de på papiret var oppe imod overmagten.

Første halvleg bød på flere gode chancer til begge hold, men ingen af dem blev fulgt helt til dørs. Norwich-målmand John Ruddy lavede også flere store redninger, og dermed sikrede 'clean sheet' også hos hjemmeholdet på Carrow Road.

Der blev ikke foretaget nogle udskiftninger i pausen, og anden halvleg fik en noget sløj start, hvor der var usikkerhed at spore hos begge mandskab. Det blev dog rettet op til minutter inde i halvlegen, og det faldt ud til hjemmeholdet fordel, da Anthony Pilkington efter et fremragende indlæg af Javier Garrido sendte bolden i mål bag en chanceløs Anders Lindegaard i United-målet til føringen 1-0.

Det fik Sir Alex Ferguson til at lave en dobbeltudskiftning, hvor Antonio Valencia og Chicharito gik ud og Paul Scholes og Danny Welbeck kom ind. Indskiftningen af Scholes skabte mere tempo i Uniteds spil, men lige lidt hjalp. Det blev kun til halvhjertede forsøg fra Uniteds side, og ydmygelsen blev næsten nået, da Norwich fik en gigantisk kontrachance. Den brændte Jonny Howson dog på det groveste, og Manchester United slap med skrækken.

På trods af et par Manchester United-chancer i rap lige før tid, var sensationen for undertippede Norwich en realitet, da der blev fløjtet af efter 94 minutters spil, hvor tabellens nummer 15 havde slået nummer to.