Anders Lindegaard står fra start imod Norwich lørdag aften. Men det er ikke af helt normale årsager.

Den unge spanier David de Gea synes at have erobret målmandsposten i Manchester United. Men ud af ingenting kunne klubben lørdag berette, at Anders Lindegaard står imod Norwich i Premier League-kampen.

Men, det er ikke fordi, at Anders Lindegaard på nogen måde har tilerobret pladsen i kassen. Nej, faktisk skyldes det, at David de Gea har problemer med tandsættet og dermed helst skal holdes i ro.

- David de Gea har været til tandlæge med to tænder, der forårsagede en hævelse omkring kæben, siger Manchester Uniteds manager, Alex Ferguson, ifølge BBC.

Manchester United kan med en sejr slå et hul på seks point ned til Chelsea på 3. pladsen, der lørdag eftermiddag tabte 1-2 til West Bromwich. Samtidig vil man erobre førstepladsen i rækken - to point foran Manchester City.