Frem var lørdag på besøg hos nordsjællandske BSV i 2. division øst. Kampen endte 2-2. Men for mange af de fremmødte tilskuere på Rundforbi Stadion i Nærum var det imidlertid ikke resultatet, der blev talt om efter kampen.

I første halvleg svinede en af Frem-spillerne en 9-10 år gammel bolddreng så meget til, at drengen græd uafbrudt resten af halvlegen.

Thomas Lesley Rasmussen, der arbejder i DBU Sjælland og på freelance-basis skriver om lokalsport for Rudersdal Avis, stod få meter fra bolddrengen, da Frem-spilleren gik amok.

- Det skete lige ud for spillerboksen. Frem var bagud og bolden var røget ud til indkast til dem. Drengen sad lidt og halvsov, sådan som en dreng på 9-10 år kan gøre, og fulgte ikke med i spillet. Frem-spilleren løb derfor selv hen og hentede bolden, og da han løb forbi drengen på vej tilbage, begyndte han at råbe ham lige ind i hovedet, fortæller Thomas Lesley Rasmussen.

- Det var voldsomt. Han blev svinet til. Han brød helt sammen og græd og græd, fortæller Thomas Lesley Rasmussen videre.

Burde have fået direkte rødt

Flere fra BSV's trænerbænk samt et par af Frem-spillerens holdkammerater forsøgte undervejs i halvlegen at trøste drengen og kom med opmuntrende klap på hovedet. To af dem var BSV-træner Claus Larsen og BSV-assistenttræner Patrick Tronborg.

- Det var en presset periode i kampen, og som jeg så det, forsøgte drengen faktisk at få fat i bolden, men så bliver han overfuset og det hele ender i kaos. Drengen er rystet, og vi er flere, der forsøger at trøste ham, fortæller Patrick Tronborg.

- Det var en helt utilbørlig optræden. Det var en lille dreng, og spilleren skulle have haft direkte rødt efter min mening. Det er små drenge, der bruger deres fritid på at være bolddrenge, og så skal de ikke udsættes for den slags, siger Patrick Tromborg.

Læs mere: Rasende Frem-træner svarer igen: Aldrig oplevet noget lignende

BSV-træner Claus Larsen er helt på linje:

- Jeg var med det samme nede hos drengen. Det var langt over grænsen. Sagen er jo, at vi ikke har for mange frivillige i Danmark og de, der er, skal behandles med respekt. Og da særligt når der er tale om et barn.

Kan ikke forsvares

Ifølge Thomas Lesley Rasmussen kom der ikke - i første omgang i hvert fald - en undskyldning fra Frem-spilleren bag svineren. Patrick tronborg mener dog, at spilleren på et tidspunkt senere i kampen var forbi for at undskylde. Claus Larsen mindes ikke at have set den pågældende Frem-spiller undskylde, men selv hvis han havde, ændrer det ifølge ham ikke det store.

- Den slags kan ikke forsvares, siger han.

Efter kampen talte flere fra BSV med dommeren om episoden. Dommeren havde imidlertid intet set. BSV overvejer dog at indberette hændelsen til DBU.

Drengen har efter samtale med klubben lovet, at han stiller op som bolddreng igen ved næste hjemmekamp om 14 dage.

- Jeg gav ham et kæmpe kram og fortalte ham, at han er vores bedste bolddreng, og at jeg meget, meget gerne ville have ham på sidelinjen til næste kamp, hvor det også er min fødselsdag, fortæller Claus Larsen.