Den netop genvalgte FIFA-præsident Sepp Blatter trækker sig fra posten. Det fortalte han på et hasteindkaldt pressemøde, der skulle have været startet klokken 18.00, men blev udskudt til klokken 18.30.

Sepp Blatter trækker sig som præsident for FIFA, og han indstiller til, at der hurtigst muligt vil blive indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, hvor der vil blive valgt en ny præsident. Indtil da fortsætter Sepp Blatter som præsident.

»Jeg er blevet genvalgt som præsident, men mit mandat virker ikke til at blive bakket op af alle i fodboldens verden. Fans, klubber, spillere - dem, som inspirerer fodboldens liv lige så meget, som jeg gør.«

»Derfor vil jeg indkalde til en ekstraordinær kongres og stille min funktion til rådighed. Kongressen vil blive til så hurtigt som muligt, og en ny præsident vil blive valgt til at efterfølge mig.«

»Indtil da vil jeg fortsætte med at fuldføre mit job som præsident for FIFA.«

Fredag blev Sepp Blatter genvalgt som FIFA-præsident trods de sidste ugers voldsomme anklager om korruption samt anholdelser af en række FIFA-bosser.