Morten Olsens navn er varmt i Belgien i disse dage. Tidligere tirsdag kom det frem, at Belgiens landstræner Marc Wilmots muligvis er fortid inden længe, hvor han drager til Schalke 04 for at blive træner. Morten Olsen er ifølge Het Nieuwsblad en af kandidaterne til at overtage for ham.

Siden klokken 14 tirsdag har der ifølge BTs oplysninger været møde i det belgiske fodboldforbund, hvor man har diskuteret landstrænerfremtiden. De høje herrer i fodboldforbundet vil helst beholde den nuværende landstræner Marc Wilmots, men det kan blive umuligt med Schalke 04's store interesse i ham.

Derfor kan Morten Olsen være en af de mulige emner, som kan overtage fra Wilmots. Endnu er der dog ikke skabt kontakt.

»Vi har ikke kontaktet Morten Olsen overhovedet. Af den simple grund, at vi har en træner i Marc Wilmots. Lige nu har vi to vigtige kampe foran os, blandt andet mod Wales d. 12, så derfor har vi ikke nogen diskussioner med andre trænere. Ikke Morten Olsen eller nogen anden,« siger pressechefen for forbundet, Pierre Locht, til BT.

Morten Olsen, Michel Preud'homme og Dick Advocaat er de tre bedste bud på en potentiel en landstræner, hvis Wilmots skifter til Schalke 04.