FC Midtjylland står bag en af transfervinduets hidtil største handler i Superligaen med købet af målmand Jesper Hansen hos Lyngby Boldklub

Ifølge Lyngby Boldklubs hjemmeside har klubben solgt den rutinerede målmand, som var med i den seneste landsholdstrup, til FC Midtjylland 'for et større millionbeløb'.

Keeperen nåede dermed en enkelt sæson hos Lyngby, som sensationelt vandt bronze i sidste sæson.

Også FC Midtjylland annoncerer handlen på deres hjemmeside.

»Det er en drømmesigning, at vi henter Jesper Hansen. Det, havde jeg ikke troet, var muligt,« siger sportschef Claus Steinlein.

32-årige Jesper Hansen, som lørdag eftermiddag blev præsenteret i FC Midtjylland under pausen i træningskampen mellem FCM og AaB, har lavet en kontrakt på tre år med midtjyderne.

»Det er dejligt. Da jeg hørte, at FC Midtjylland var interesseret, så jeg det første og fremmest som et skridt opad til en større klub og en klub, der har store ambitioner. Det er et godt match for mig, og jeg glæder mig meget til at komme igang i FC Midtjylland,« siger Jesper Hansen.

»Jeg har enorme forventninger. Jeg har prøvet en del i karrieren, men jeg er sulten efter at vinde noget, og jeg vil vinde med FC Midtjylland og spille i Europa,« siger Jesper Hansen.

I Lyngby er der også tilfredshed med den store handel.

»Jesper har haft et flot år, og er kommet tilbage på sit høje niveau. Han har i vores ramme fået gang i sin karriere igen, han er kommet tilbage på landsholdet og har præsteret på højt niveau. Jesper kom ind i en velfungerende trup med en stærk mentalitet, som han hurtigt faldt ind i, og derfra blev han en vigtig del af vores hold,« siger cheftræner David Nielsen, der gerne havde beholdt sin målmand, men omvendt også er tilfreds med at FC Midtjylland opfyldte Lyngbys betingelser i forbindelse med handlen:



»Når pris og timing hænger sammen så gælder det om at slå til og der skal ikke herske nogen tvivl om, at det her er en rigtig god handel for Lyngby Boldklub. Vi er tilmed allerede langt med Jespers afløser, og ham glæder vi os til at præsentere og indtil da ønsker vi Jesper held og lykke med fremtiden,« lyder det fra David Nielsen.

Jesper Hansen kom til Lyngby på en fri transfer sidste år efter ophold i den bedste franske liga for Bastia og Evian. I sidste sæson blev det til 35 kampe for De Kongeblå.

Fredag aften var der rygter, herunder hos TV3 Sport, om prisen på Jesper Hansen, som skulle ligge på fem millioner kroner. Det beløb afkræfter sportsdirektøren.

»Prisen på Jesper Hansen er den del lavere, end hvad medierne skriver,« siger Claus Steinlein.

Jesper Hansen-handlen er en del af en større målmandsrokade i Superligaen med FC Midtjylland som omdrejningspunktet. Klubben regner med at sælge førstekeeper Johan Dahlin. I de svenske medier er Malmö FF de varmeste bejlere til den svenske keeper.

»Vores mål var, at vi skulle sælge Johan Dahlin og købe en målmand til samme pris, og det er lykkedes for os. Det er vi meget tilfredse med,« siger Claus Steinlein, som tidligere på foråret kunne præsentere Michael Falkesgaard fra OB som klubbens kommende andetvalg på målmandsposten.

Dermed kommer også den hidtidige andenmålmand på heden, Mikkel Andersen, i overskud. Ifølge TV3 Sport skal 28-årige Andersen erstatte netop Jesper Hansen i Lyngby-målet.

Opdatering: Mikkel Andersen bekræfter over for BT, at han skal erstatte Jesper Hansen i Lyngby. Han har fået en tre-årig kontrakt. Læs mere her: