Leicesters Jamie Vardy er mandag blevet kåret til årets spiller af Football Writers Association.

Den prestigefyldte titel som årets spiller er blevet tildelt Leicesters komet Jamie Vardy efter en sæson, hvor han er en af de mest markante årsager til, at Leicester med to kampe tilbage er favoritter til at snuppe det engelske mesterskab.

Det skriver britiske Daily Mirror.

Prisen tildeles den spiller, som vurderes til at have været sæsonens bedste spiller. Football Writers Association består af omkring 400 journalister, der beskæftiger sig med Premier League, og er blevet uddelt siden 1947.

Valget er således faldet på Jamie Vardy, der har bidraget til Leicesters mesterskabschancer med 22 mål og seks assist. Det giver ham førstepladsen på den kombinerede målscorer/assist-liste og tredjepladsen på topscorerlisten.

»Det er en stor ære at vinde sådan en prestigefuld pris og få tilføjet mit navn til rækken af vindere. Tak til FWA og alle, der stemte. Også tak til mine holdkammerater, der er skyld i, at jeg har haft muligheden for at opnå det hele,« siger Jamie Vardy i forbindelse med overrækkelsen af prisen.

Dermed fuldender Leicester en sand prishøst, da Vardys holdkammerat Riyad Mahrez modtog prisen som årets spiller fra kolleger i Premier League.

Samme Mahrez var også blandt favoritterne til denne titel sammen med holdkammeraten N'Golo Kanté, Tottenhams Harry Kane og West Hams Dimitri Payet.

Sidste år gik prisen til Chelseas Eden Hazard.