Leicester er sæsonens overraskelse i Premier League, hvis ikke i hele fodboldverdenen. Og ifølge klubbens italienske manager Claudio Ranierie, er det, fordi de minder om en vis Hollywood-film.

I midten af 90'erne høstede den amerikanske skuespiller Tom Hanks masser af succes for sin rolle som den mentalt udfordrede karakter Forrest Gump, der udmærkede sig i filmen ved at kunne løbe, løbe og blive ved med at løbe.



Ganske som Leicester-spillerne. Det mener Claudio Ranieri i hvert fald.

»Prøv at hør, jeg er meget selvtillidsfuld, fordi Leicester reddede sig fra nedrykningen i de to sidste måneder, og det betyder, at formen er fantastisk. Hvorfor skal vi ikke kunne løbe, løbe, løbe? Vi er som Forrest Gump. Leicester er som Forrest Gump, se dér gav jeg lige en overskrift,« siger Ranieri ifølge den engelske avis The Guardian.

Leicester topper Premier League med 38 point for 18 kampe, hvor Arsenal lurer på andenpladsen to point efter. I juleprogrammet venter to svære kampe for Kasper Schmeichel, Ranieri og resten af holdet, når man står over for Liverpool 2. juledag og Manchester City to dage efter.