Gary Lineker, Gordon Banks og Peter Shilton skal forberede sig på at dele pladsen på væggene i Legends Lounge under King Power Stadium. De tre Leicester-legender får snart selskab af 11 nye legender. Og den ene er Kasper Schmeichel.

For Leicester er i gang med en eventyrsæson i Premier League, hvor man med 14 kampe tilbage af sæsonen fører Premier League med tre point. Og uanset om det hele måtte smuldre som parmesan-ost mellem manager Claudio Ranieris italienske fingre, så kan Leicester næppe falde så dybt, at det ikke ender med at blive den største sæson i klubbens historie.

Det mener den tidligere engelske landsholds- og Leicester-målmand Tim Flowers.

»Uanset om Leicester vinder ligaen eller ej i år, tror jeg, at hver og en af spillerne vil gå over i historiebøgerne. Når du ser Leicester spille nu, mærker du, hvor stor støtten er fra byen. Hver og en af de spillere vil komme ud som folkehelte. Hvis de går hen og vinder det, vil det være på højde med, da Blackburn vandt,« siger Tim Flowers til BT.

Hvis der er én, der kender til det at være Klods Hans, som snyder de store og løber med den smukke prinsesse, er det Tim Flowers. Målmanden med de 11 engelske landskampe var selv med i Blackburns mesterskabssæson i 1995, og han følger stadig med i klubben, som er »tæt på mit hjerte«.

»Jeg kan ikke se, hvorfor de ikke skulle kunne vinde mesterskabet. Folk har snakket om, at det kun er et spørgsmål om tid, før Leicester falder fra. Men de forsvinder ingen steder. Der kunne have ligget en bananskræl med kampen mod Liverpool, men nej, det var endnu en fantastisk præstation,« siger Flowers.

Hvis Leicester skal vinde mesterskabet kræver det store præstationer fra holdets nøglespillere. Og selvom man nemt karikeres som en mand med klaphat og fadølsdrop i armen, når der peges på Kasper Schmeichel som en af disse, kommer man bare ikke udenom det faktum.

Spørg bare Sven-Göran Eriksson, der havde Kasper Schmeichel som helt ung målmand i Manchester City og har arbejdet sammen med ham flere gange.

»Jeg har købt Kasper flere gange i min karriere, både til Notts County og Leicester City, så det er en spiller og person, jeg utroligt godt kan lide og stadig følger. Jeg mener også, at han har niveau til at stå i en topklub i Europa, selvom man naturligvis kan sige, at det gør han også i øjeblikket i Leicester, så tror jeg på, at han får muligheden i et af de kommende transfervinduer for at komme til en storklub. Forhåbentlig kan hans succes i Leicester hjælpe et skifte på vej - især, hvis de sensationelt skulle vinde mesterskabet. Jeg håber naturligvis det bedste for Leicester og for Kasper, da jeg har arbejdet i klubben og med Kasper tidligere,« siger Sven-Göran Eriksson til BT.

Tim Flowers har også arbejdet sammen med Kasper Schmeichel i Manchester City, inden Sven-Göran Eriksson kom til. Og han er ikke i tvivl om Schmeichels betydning.

»Alle succesfulde hold har en stor målmand. Du kan bare ikke vinde noget uden en god målmand. Jeg kender Kasper fra Manchester City, hvor jeg trænede ham i et par sæsoner. Den udvikling, der er sket siden de dage, er uhyrlig. Han havde en mentalitet og et drive, der muligvis kom fra faderens gener, men knægten tvivlede aldrig på, at han ville være målmand på det højeste niveau. Han var klar på at gøre alt, hvad han kunne, for at opnå det. Jeg så det i ham, og det gav en lyst til at arbejde med ham,« siger Flowers.

Samme skudsmål kommer fra Sven-Göran Eriksson, der gav Schmeichel debut for Manchester City, men siden lod målmandshandskerne sidde permanent på Joe Harts hænder. En beslutning taget i samråd med målmandstræner Eric Steele.

»Men for mig har Kasper altid haft et måske endnu større potentiale end Joe. Han træner altid fantastisk, har udstråling, hurtig på stregen og er bedre med fødderne end Joe. I England har han ofte fået kritik for at være for lille, men jeg synes, at han nu har bevist, at det ingen ulempe er for ham, fordi han er så dygtig på andre områder,« siger Sven-Göran Eriksson.

Den danske målmand har med otte clean sheets haft sin åbenlyse andel i den flotte sæson. Så stor en andel, at han er trådt helt ud af den skygge, som han selv hader at forholde sig til. Så lad os bare udelade navnet og sige, at Kasper Schmeichels far også kunne gribe fodbolde. Men man taler bare om en anden Schmeichel i England nu.

»Peter var fra min æra, og han havde en stor personlighed. Han var en af de bedste i verden. Jeg havde en samtale med Kasper, da han trænede med i Manchester City. Jeg sagde til ham, at han ikke kommer til at blive den nye Peter Schmeichel. Han bliver den nye Kasper Schmeichel. For det ér en byrde. Jeg kan kun forestille mig at have en far, der spillede den samme position på så højt niveau og for så store klubber. Det må være svært. Men jeg synes, han har håndteret det godt. Han har på fantastisk vis formået at skabe sin egen identitet. Her i landet er Kasper Schmeichel ikke længere Peter Schmeichels søn,« siger Tim Flowers.

Snart er Kasper Peter Schmeichel, ja, det hedder han, måske endda på vej mod farmands fem engelske mesterskaber. Det første kommer i hvert fald et langt skridt nærmere med et godt resultat i dagens kamp mod Manchester City.

 
Vardy og Leicester bomber løs på Liverpool. 2-0 sejr blev det til.
Vis mere