Wes Morgan har svært ved at fatte, at Leicester for første gang har vundet det engelske mesterskab.

Leicester: Efter at have ført Premier League gennem det meste af sæsonen blev Leicesters første mesterskab en realitet mandag aften.

Det skete, da Tottenham måtte nøjes med 2-2 ude mod Chelsea og med to spillerunder tilbage ikke længere kan hente Leicester på førstepladsen.

Spillertruppen fulgte afgørelsen hos topscorer Jamie Vardy. Her jublede anfører Wes Morgan også med.

- Det er den bedste følelse i min karriere, og jeg kan ikke blive mere stolt af noget end at være en del af dette hold.

- Alle har arbejdet så hårdt for dette. Ingen troede, at vi kunne gøre det, men her er vi som fortjente Premier League-mestre, siger Wes Morgan til klubbens hjemmeside.

Det er blot et år siden, at Leicester med nød og næppe undgik nedrykning fra Premier League. Nu er klubben historiens måske mest sensationelle engelske mester.

- Jeg har aldrig oplevet en holdånd som denne, vi er som brødre. Man så det allerede i sidste sæson, hvor alle forventede, at vi ville rykke ned, men vi kæmpede os tilbage og fik alle til at tage fejl.

- I denne sæson har vi fortsat i samme spor. Vi har bygget på vores momentum, men jeg tror ikke, at nogen havde forestillet sig dette, siger anføreren.

Han ser frem til at kunne fejre mesterskabet på banen.

- Det kan ikke blive lørdag hurtigt nok. Jeg kan ikke vente med at løfte trofæet, siger Morgan.

/ritzau/